Jeg var forleden sammen med en god ven, jeg ikke havde talt med længe. Snakken faldt på mit engagement i mænd og mænds udvikling. Han var naturligt undrende på hvad en mandecirkel egentlig er for en størrelse, og hvad der foregår når vi samles. Det er selvfølgeligt meget svært at refererer og tydeliggøre, når ikke man selv har været med, og har oplevet det indefra. Så jeg startede ud med at fortælle lidt om det at dele sin sårbarhed, det der er pinligt og flovt. Prompte kom reaktionen: “Skal man ikke også passe på med det”, spørger min ven. “Den blottelse det er at dele sin sårbarhed, kan jo få vidtrækkende konsekvenser, hvis ikke man er yderst påpasselig.”
Og jo, jeg må give min ven ubetinget ret. Sårbarhed skal man passe godt på, og man skal være yderst varsom, med hvem man deler den. Men det betyder ikke at man nødvendigvis skal hemmeligholde at den er der, sårbarheden.
Rigtig mange mænd har dårlig erfaring med at åbne op for deres sårbarhed. Gøres det i blandt andre mænd, kan den dyrtkøbte erfaring være, at sårbarheden vil blive udnyttet og vendt imod ham selv. Enten ved at blive latterliggjort, eller set ned på. I værste fald kan det koste dyrt i karriere- og erhvervsmæssig sammenhæng.
Deles sårbarheden blandt kvinder, risikerer han at miste status, og sætte sin mandighed over styr. Han risikere at blive mødt af en omklamrende moderlig omsorg, han i realiteten ikke kan bruge konstruktivt og fremadrettet. Følelsen af at være svag vil blive styrket, på trods af at der i et kvindelig forum tilsyneladende vil være plads og rum til sårbarheden.
Derfor vælger mænd ofte at gå med deres sårbarhed alene. Og den uundgåelige følelse af isolation der følger, undertrykkes og skubbes til side. Men den forsvinder ikke. Den går ikke over.
Det at bearbejde sin sårbarhed alene, kan være en udmærket strategi, og en yderst effektiv måde at komme omkring den på. Især som mand. Men følelsen af isolation, der følger af forestillingen om ikke at måtte være sårbar, at sårbarhed er lig med svaghed, er i længden ødelæggende og nedbrydende på det grundlæggende selvværd.
Realiteten er, at intet menneske undgår at møde sin egen sårbarhed, og sin egen utilstrækkelighed. Og det er lige her en mandecirkel viser sin styrke, fordi det er selve forestillingen om ikke at måtte være sårbar, vi konfronterer og maner til jorden.
Hvordan den enkelte mand vælger at håndterer sin sårbarhed er op til ham selv. Vælger han at sætte ord på og dele detaljerne, kan han gøre det i cirklen. Vælger han at gå alene med den, kan han gøre det.
Hvad en mandecirkel kan tilbyde, er et sted hvor både sårbarhed og styrke kan få lov til at være. Uden at konsekvensen er hverken latterliggørelse eller omklamrende omsorg.
Jeg har set det tilstrækkelig mange gange, og mærket det på min egen krop; Når sårbarhedens tilstedeværelse accepteres og bydes velkommen, uden at der pilles i den, uden den skal forklares, forsvares eller gennemanalyseres, men når den blot får et åbent rum hvor den kan være, så brydes den bagvedliggende følelse af isolation.
Når tillige det der honoreres i cirklen, er selve det mod der udvises ved at stå ved sin sårbarhed, så åbnes der for en kanal med tilgang til råstyrke og ren maskulin kraft.